Hvem er jeg?

Det er der endnu ikke nogen, der rigtig har fundet ud af. Heller ikke mig selv. Der søges på alle breddegrader efter et facit, men det synes at forsvinde, jo nærmere målet, man kommer. At det måske engang kan lykkes at give et klart billede af hvem, jeg er, kan kun tiden vise. Og måske er det så for sent.

En søgning med diverse søgemaskiner ind i eget univers, lader til at give et noget grumset billede. Der gives alt for mange svar og tvetydige bemærkninger.

Eet kan dog siges med klar røst: Jeg er! (pt)

Velkommen!

Kan det tænkes at en side, altså siden i sig selv, kan skabe nye sider til et side-kildevæld?

Ja, det kræver unægteligt en forklaring. Altså at jeg sådan kaster mig ud i poesiens nuancerigdomme af finurlige ordsammensætninger og drillende konsonant-kunst. Skal der absolut gives en forklaring, så må den ene og alene ligge deri, at det er sjovt, dejligt, herligt, krævende, spændende, romantisk og lidenskabeligt lystigt, sådan at kunne sætte ord og sætninger sammen, som så i den opmærksommes bevidsthed ændres til et kildevæld af farver og lyd, som igen spænder følelsesbuen til et elegant intrument, hvoraf der kan udvirkes mirakler - menneske og menneske imellem.

Det er da til at forstå - ik'?

Hermed har jeg måske afsløret, at hjemmesiden - hen ad vejen - vil blive besmykket med poetiske farver og musikalske henvisninger. Alt blot til fri fornøjelse og let fordøjelse.

Er det ikke en tanke værd, at vi mennesker - lige fra menneskehedens vugge - altid har prøvet at udtrykke os i kunst? Det kan godt ske, at jeg ved at nævnte hulemalerierne, som værende kunst, at nogle personer får noget galt i halsen. De vil nemlig hævde, at hulemalerierne ikke er kunst, men blot en vejviser til andre - måske om jagtbytte osv. Men det kan da ikke fratages personen eller personerne, der har malet disse billeder, at de har benyttet sig af en kunstnerisk åre. Altså min tese: Mennesket har altid udtrykt sig i kunst! Kan det være en form for "voksenleg"? Tja, når jeg ser sandskulpturer, kan jeg ikke tænke på andet, end at de mennesker, der har frembragt disse flotte kunstværker også må have følt legens glæde.

At synge! Tja, det er jo et spørgsmål om ikke at tie stille - det går jo slet ikke. Så skal man synge, så er det bare om, at åbne gabet og få en lyd ud. Alle lyde kan bruges, men det er selvfølgelig ikke alle lyde, der er lige nydelige. Går vi tilbage til barnets første lyd - et vræl - så er det absolut en lyd, der kan høres. Kunne vi videreføre dette vræl op i den voksne alder, ja så kan jeg love jer, at der vil være lyd på. Det lille barn har en stor lyd, og et stort barn en større lyd og en voksen en mindre lyd!? Det går slet ikke, der må være noget galt! Og det er der såmænd også. I vores kultur er det ikke altid så velset, at man råber, skriger eller på anden måde lader røsten få frit løb. Næ, vi holder os til det velopdragne og prøver, så godt det nu kan lade sig gøre, at udvise en form for høflighed, hvorfor vi ikke sådan lader lyden løbe af med os. Og det, vi ikke bruger - har vi jo ikke så meget af! Ja, men er det ikke fantastisk, at først når vi bruger noget, så har vi mere af det!

Sådan er det også med kærlighed, skulle jeg lige hilse og sige. Brug kærligheden og du får mere af den! HA! Det værste er, at man ikke kan sætte kærligheden i banken og få renter af den. Næ, sådan er den ikke - den filur. Kærligheden - denne rene vare - er kun til at bruge - og bruge igen og igen. Og når vi bruger den, yngler den og giver os endnu mere kærlighed. Ja, jeg kan godt se dig derovre i hjørnet sige noget om, at der jo også findes ulykkelig kærlighed. Det er sandt, men for at komme ud af den ulykkelige kærlighed må det være meningen, at vi skal bruge endnu mere af den - blot i en anden retning. Hvis vi ikke bruger kærligheden, så dør både den og det, du kan komme til at elske. Det er måske ikke lige til, men da altid et forsøg værd - ik'?

At cykle! Jo, det er da noget af en balancegang. Min allerførste cykel var blå og hed Trent! Jeg har stadig historiske data fra cyklen i form af flere ar på knæene. Engang var de blå - nu er det som sagt blot arkæologiske hudafdskrabninger, som har forstenet sig til "blivende ar". Men mit første møde med min første cykel, er ikke det, jeg husker bedst - eller tænker mest på. Næ, efter at have lærte den ædle kunst, at kunne beherske balancen, cyklede jeg selvfølgelig ind til byen - der var nemlig cirkus i byen og dengang, var det muligt, at få en fribillet, hvis man gav en hjælpende hånd. Det ville jeg selvfølgelig gerne, men inden, det kom så langt, stillede der et lyslevende menneske, forklædt som en yndig pige, sig op foran mig og spurgte, om hun måtte prøve min cykel!? Jo, det måtte hun da gerne (kunne ikke sige nej). Da hun efter 3 timer, vendte tilbage med cyklen og sagde: Den kører godt! Var jeg totalt opfyldt af følgende følelser: Had, raseri, skuffelse, vrede og forelskelse! Suk! Det har fulgt mig lige siden, men arrene har så sat sig et mere usynligt sted. Måske kaldes det også, at blive "klog på"?

Har I hørt Jonas Kauffmann? Altså, det skulle I prøve. Det er vellyd pakket ind i masculinitet og musikalitet. Sjældent har jeg hørt så velsyngende en tenor - og så ser han endda helt tilforladelig ud. Dvs han er ikke så stor i omfang, som andre tenorer - næ, han er en pæn slank ung mand - og så kan han bare synge så englene må frydes derved.

Hvis I vil lytte til en helt anden fantastisk tenor - en tenor af den gamle skole, så skal I lytte til Jussi Bjørling. Ikke alene synger har betagende smukt, men hans stemme har en vellyd af de allersmukkeste. Han var ganske vist lidt hård ved sig selv - gjorde en del i whisky - så måske skal vi tilgive ham, men alligevel kunne han vel godt have holdt bare 10 år mere. Han døde nemlig i en alder af 49 år - suk! Heldigvis har vi nogle fantastiske CD'er med ham og kan der høre suset i de store svenske skove og glimtet, når solens stråler rammer en stille skovsø.

Rødvin - åh denne lystige drik, der fra den krystal-slebne drue udfolder sin gunst og bevirker frydefulde tankespring. "Gemt i en drues gyldne skal, sleben og fin som klart krystal, gløder den vin, som viet ind, blev til at kvæge sjæl og sind. Tankernes flugt får større hast, alle de bånd , der bandt så fast, som ved en trylleformel brast, over det fyldte bæger" - synger Farinelli! Suk - og hvor har han dog ret. SKÅL!

Intet nyt fra Vestfronten

Dette er blot et billede af denne intetsigende hjemmesides indehaver. Det har absolut ingen værdi og skal kun tælles som en lille oplysning til de personer, der måtte forvilde sig til dette øde sted.

Den brave og frygtløse hjemmeside-rytter kan her helt og aldeles være overbevist om, at nedenstående billede er absolut uden lyd!

YourCompany.Com © 2003 • Privacy Policy • Terms Of Use